Anmeldelse: LYSÅR – Frontfigur på orlov

Lysår_Frontfigur på orlov_front 300dpiJamen er det ikke, jo det er da så!

Bag navnet Lysår, gemmer sig sangeren Thomas Ulrik Larsen, som netop har begået et nyt udspil, med ting på hjerte og ting der skal ud. Han synes selv, at de virkelige lysår er en helt anden dimension, hvilket jo er rigtigt. Samtidig mente han, at navnet LYSÅR var noget nemmere at kaste sig over, fordi hans borgerlige navn er meget langt og der kan ske meget over en rum tid.

En sjælden sangskriver

LYSÅR er et dejligt genhør med den gode sangskriver tradition og så er det endda på dansk. Første indtryk er ganske fængende, selvom det måske ligger lidt i den lettere ende af den mainstream vi kender i dag, men det gør ikke noget, for Thomas holder fast og han gør det godt og bevarer og viderefører det danske sprog på en lækker måde.

Han leger endda med ordene, så det leder en hen i mod Peter Sommers første udspil og det skal man absolut ikke tage negativt, når manden også gerne vil fortælle. Sproget er klart og godt og der bliver ikke lagt fingre imellem, selvom man af og til godt kunne tænke sig at man kom lidt mere i dybden, men det kommer.

Der er blevet tænkt en hel del, men som lytter får du en ærlig historie fra hverdagens Danmark. Personligt lægger Thomas sig meget tæt op ad Kim Larsen, Lars Lilholt og Shu-bi-dua, men med eget udtryk og med noget på hjerte.

Man skal ikke tænke gammelt, man skal tænke nyt og Danmark kan godt rumme endnu en mand, som leger seriøst med ordene. Det bliver der bestemt gjort på en fin måde på Frontfigur på Orlov.

Hvert sit beat

Der er utroligt mange musikere med på Frontfigur på Orlov, og det kan man også godt høre. Det skal dog siges, at det ikke giver et mudret billede, for hver sang får sit eget udtryk på en ganske fin måde. Musikerne er dog ikke helt ukendte og de bærer hele albummet godt på vej.

Der er et godt flow imellem teksterne og melodierne og en del hammondorgel, hvilket klæder albummet godt, for et Hammondorgel kan spilles på mange måder. Som skrevet, så har hver sin sang sine forskellige indpakninger. Det svinger op og ned hele vejen igennem og pludselig spiller guitaren bare en simpel sang og inden man ser sig om, får vi en fuld blæsersektion, en banjo og en mundharpe. Det er friskt!

Et eksempel, er i sangen Det glade band på landevejen, hvor Thomas synger med referencer til den gamle sang – A whiter shade of Pale – og så dukker der sørme lige lidt præcis og timet orgel op på samme tid. Så de mange medvirkende musikere udfylder fint deres plads.

Fugleperspektiv og indtryk

Lad os lige dvæle og dykke lidt ind i teksterne og det med den danske sangskrivning, som jeg indledte med. Thomas kan lidt af hvert og hver sang tjener et formål. Da jeg så titlen på første skæring, tænkte jeg – Den glæder jeg mig til at høre, for man fornemmer allerede legen med ordene.

Stills i Nashville, som den hedder, lever fuldt op til det skrevne og fornemmelsen om, at det her album er en leg med sproget, fornægtede sig ikke. Sangene er dybe, nogle er lette at gå til, og man lytter faktisk efter, hvad manden har at fortælle, hen over resten af albummet.

Thomas betragter situationer og krænger vist generelt lidt af hans eget liv ud hele vejen igennem. Jeg er nok mest til de sange, som har et hurtigt beat hele vejen igennem, men det går heldigvis aldrig stærkere, end man når at få hele historien med.

Jeg vil gerne fremhæve sangene – Let som en Fjer – Er det for tidligt og sidste sang, Det var ikke mig, som lukker albummet godt ned. Jeg bliver dog ikke holdt fast hele vejen igennem, men legen med sproget og historierne får mig til at blive, fordi de er interessante og på dansk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *