Damon Albarn – Everyday Robots

Everyday Robots_coverEndelig! Ventetiden er ovre for de, der ligesom jeg selv, har ventet på Damon Albarns første soloalbum. Men har det så været værd, at vente på? Multiinstrumentalisten, som Damon Albarn er, har vist brugt en del år på dette soloudspil, men han er jo også en yderst produktiv herre og en vigtig del af den engelske musikindustri og historie.

DET STORE EGO
Jeg var meget spændt på, hvordan dette album var skruet sammen, for de 2 første singler og videoer, som blev rullet ud, dannede et indtryk af et levn fra det materiale, der ikke har været plads til via BLUR og Gorillaz.
Men dette album er Damons og ikke en opfølger fra fortiden, selvom enkelte sange vist har lagt over et par år, hvis man lytter nærmere efter. Det er et dybere album.
Han har insisteret på at få det ud og der har i de senere år været tilløb til at Everyday Robots, som albummet hedder, skulle ud og nogle dele af albummet, ligger ret tæt op ad de sidste to singler fra BLUR og det seneste og lidt oversete Gorillaz album, hvor sidstnævnte jo er komponeret på en iPad – Der er sket meget siden den 4 sporede båndoptager!
Mandens store kærlighed til musikken og trang til at skrive, brænder igennem og det store ego får bestemt lov at lege og udtrykke sig direkte, uden at spørge andre til råds. Der er blevet søgt og arbejdet længe og man forestiller sig en lille notesbog, med ekstra papirlapper, der stikker ud og bliver holdt sammen af en stor elastik, fordi alt skal med og ikke må blæse væk, når den er lidt tykkere end godt er.

AKUSTISK MED STRØM PÅ
Forventer man 90’er rock, skal man absolut ikke slå vejen forbi Everyday Robots, men det forventede jeg nu heller ikke og de dybe tekster, holder også bedst i det elektroniske og afdæmpede hjørne. Der er rigtigt mange detaljer i musikken, imens teksterne står rigtigt klart for sig selv. Der bliver stadig afprøvet nye detaljer og ting, for der er mere at komme efter i den musikalske rodekasse, og man får fornemmelsen af en tidsrejse, imens man får serveret en samling af akustiske arrangementer, iklædt elektronisk synthpop.
Arrangementer står visse steder meget storladne og andre steder får vi varemærkerne fra Damon, som er siddende bag klaveret eller iført den lille simple og velspillede akustiske guitar, når han altså ik’ lige tager hans melodica frem.
Hvis vi går tilbage til teksterne, så kunne der sagtens være en engelsk udgave af HC Andersen gemt i ham og visse dele af dette album, er jo også blevet til under rejser rundt i verden, når han ikke lige har siddet hjemme i Kensington med idéerne.

REJSEN FÅR EN ENDE
Egentlig er jeg lidt i tvivl om jeg vil tage afsted igen, på denne rejse, men efter at have hørt albummet, vokser det hele tiden. Det er ikke bare en pakkerejse, men en rejse til mere eksotiske og knapt så besøgte egne, som ikke er overbefolket og plasteret ind i hoteller med all inklusive.
Man skal have respekt for Damons tilgang til at eksperimentere og arbejde med idéerne og jeg gad faktisk godt høre demoversionerne fra dette album. Der er ingen tvivl om, at alle sangene alene, kan spilles på guitar eller klaver.
Jeg har et par favoritsange på dette album og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg bøjer mig i støvet for detaljerne, som fuldender albummet, sammen med de føromtalte tekster.
Jeg vil gerne fremhæve sangene – Mr. Tembo, You & Me og Photographs, men døm selv for man keder sig ikke, når man lander igen efter denne længe ventede rejse.
Til slut på Everyday Robots, får vi ordene – “you’re in good hands” – og det passer faktisk rigtigt godt.

Everyday Robots, udkommer i dag på Warner Music.

Damon Albarn i front hos Gorillaz på orange scene i 2010, nu er han gået solo (Foto:Kim Søndergård)

Damon Albarn i front hos Gorillaz på orange scene i 2010, nu er han gået solo (Foto:Kim Søndergård)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.