DEER BEAR – THE HEART IS A HUNTER

Deer Bear er klar med ny EP, og albumcoveret illustrerer i sig selv indholdet.

Det danske band Deer Bear er klar med ny EP,  som har fået titlen The Heart Is A Hunter, og dermed åbnes endnu et kapitel i deres lille musikhistorie. En musikhistorie, der har budt på skønne sange op til nu, og denne EP er ingen undtagelse.

Lars Bjørn-Hansen og Anne Hjort stikker dybt ind i hjerterne og hjernen, og de trænger helt ind i nervesystemet, når duetterne åbnes. Denne EP åbnes med ganske behagelige toner og åbner en ny verden, som er dejlig eftertænksom, lige her i vores tekniske og travle hverdag. De to stemmer står skarpt til hinanden, og man er aldrig i tvivl om, at dette ikke bare er et tankeløst eksperiment. Man kan ikke rigtigt få nok, og man føres også tilbage til de gamle 50-60 og 70’er singer songwriter ikoner, og deres store duetter. Det er skønt, og lytteværdigt, og det er dejligt, vedkommende, og smittende.

Sangerinden Anne Hjort er vant til duetter, med en af de helt store danske sangskrivere, når hun står side om side med Steffen Brandt og resten af tv-2. Lars Bjørn-Hansen agerer eftertænksomt modspil, samt medspil, når man dykker længere ind på EP’en, og man hører tydeligt, at her er noget at komme efter. Også i rødderne.

Musikken er og bliver en lækker, samt simpel omgang, dedikeret hen imod en svunden tid, dengang hvor alt ikke skulle mixes helt ned og oveni hinanden, så budskabet nærmest forsvinder i et sort astronomisk hul derude et sted.  Nej kære lytter! Her er der tilsyneladende tænkt over tingene i produktionen, og den simple instrumentering skærer lige ind i mit hjerte. Det hænger jo ret godt sammen, for som titlen på denne smukke EP beretter, så bliver hjertet faktisk en jæger, når man lytter. Hjertet og sjælen vil gerne lytte en gang til. Så ja tak! Herfra jagtes endnu et lyt.

Der går aldrig autopilot i den, og det er lækkert. Og så er det også bare skønt, at der går lidt June og Johnny Cash i den, iført Kris Kristofferson, der har en fælles base på en Mexicansk Stillehavs strand, fyldt med cabañas, stilhed, og hængekøjer, lige ned til det brusende, mediterende hav. Sangstemmerne er i front, men musikken er der også tænkt over. Jeg er vild med, at man så samtidig har fået en tung surfguitar og en trompet med ind over. Produktionen overrasker, samtidig med, at man nyder stemmerne.

Her er lidt video fra studiet, og ellers kan det fulde album nu streames på Spotify, eller forudbestilles på vinyl, ifølge bandets egen facebook side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.