Guitarevent.dk – for guitar fans

Mika Vandborg og Søren Andersen.

To ikke helt ukendte guitarister, som hver for sig dækker bredt hen over både de danske og internationale scener, er nu gået sammen for at spille en masse koncerter, hvor guitaren er omdrejningspunktet.

De fleste har nok, uden at vide det, hørt både Søren og Mika i enten radioen, på albums, eller til en koncert.
Guitar event, som det hedder, tager udgangspunkt i deres fælles passion for netop guitar, gear og nørden og perfektionisme helt ned i detaljer og drejer omkring begges soloalbums og soloprojekter.

Passionen og Clinic

Guitar event er lavet af de to guitarister for guitarister og på deres tur rundt i Danmark med bandet besøger de inden koncerten byens lokale forhandler af musikinstrumenter og fortæller om deres ret så spændende karrierer, leveveje og selvfølgelig om det teknik og det grej (forstærkere og pedaler til effekter a la Jimi Hendrix/Iron Maiden/Joe Satriani) som de bruger, når de spiller med bands og musikere rundt omkring og begge er selvfølgelig iført hver deres yndlingsguitar.

Alle kan være med, også selvom man ikke lige spiller guitar, et andet instrument, eller bare generelt heller ikke er udøvende musiker, på amatørplan eller professionelt og det er egentlig en fed måde at supplere en koncert på, fordi man får et lille indblik i, hvordan en guitarist arbejder på scenen, både under og op til en koncert eller turné under den lille times guitar clinic.
Naturligvis bliver meget af det der nævnes og vises brugt under aftenens koncert.

Søren Andersen

…smed sidste år hans første soloalbum ”Constant replay” på gaden, som indeholder en god solid gang rock med stort R!
Han dannede i 90’erne det Fredericia-baserede band ”Kick The Kangaroo”, som turnerede landevejene tynde og også slog et slag omkring udlandet.
Han turnerer for tiden primært verden rundt som leadguitarist med det gamle ”Deep Purple” medlem Glenn Hughes og er samtidig involveret i en jubilæumskoncert for Jim Marshall (Ophavsmanden til Marshall forstærkeren) og skal her, spille med de store drenge fra White Snake, Iron Maiden mfl. på Wembley arena i London.

I foråret var han en tur i Los Angeles og blev headhuntet til at kigge forbi den tidligere Guns n’ Roses guitarist Slashs studie med henblik på en evt. turné med ham, men som Søren selv siger, så gik det pludselig op for dem at han var fra Europa og dermed kunne det blive et problem med arbejdstilladelsen og distancen!
Søren er til dagligt også producer og medejer af Medley studios på Vesterbro i København som mange bands i dag slår vejen forbi.
Der skulle, selvom Søren egentlig vist selv er meget imod det, være et instrumental album på vej fra ham i løbet af 2013.

Mika Vandborg

…har netop afsluttet indspilningerne på andet album, som guitarist hos ”Love Shop” og en aktuel video og single ”Skyggehjerte” er netop kommet på gaden.
Han udgav i 2003 sit første soloalbum ”Under the sun” og andet album udkom i og bar titlen ”2010”, med gæstesolister som Mads Langer, Dicte og Allan Vegenfeldt.
Et par glimrende albums, hvor Mika bestemt viser, hvad han kan og hvad han har på hjerte og brænder for.

De fleste kender ham måske som guitarist i ”Gnags”, hvor han har slået sine folder i en hel del år.
Imens Søren rejser verden rundt, spiller Mika bestemt en rolle for den danske musikscene og mon ikke han kan opleves på landevejen i efteråret med ”Love Shop”?

Mika har nærmest, som han selv udtrykker det, spillet med næsten alt, hvad der rører sig i Aarhus (Dengang det blev stavet med Å!)
Han har også været omkring Kasper Winding med sin guitar, så det er klart en mand med mange akkorder og pedaler i ryggen.
Mika er også den ret så lykkelige ejer af en Fender stratocaster guitar fra 1957. Denne guitar er speciel, da der ikke findes så mange velbevarede eksemplarer mere verden over og så er stratocasteren født med en sprød lyd, som de fleste guitarister falder for.

En fælles mission

Tilbage til guitar event.
Det er et rigtigt godt initiativ, som Søren og Mika har stablet på benene, når de har huller i deres travle kalender.
De har en fælles mission og det er at mødes med lokale guitarister, eller musikere og dele ud af deres viden i en time eller to, hygge over en kop kaffe eller en øl og selvfølgelig kommer man ikke udenom, at der også er lidt reklame med på vejen i form af diverse gear til guitarerne og begges lyd, men det er bestemt ikke noget, der som sådan fremhæves andet end at de selv bruger det de snakker om.
Det udstyr de har med, er selvfølgelig en del af det hele og man vil så kunne opleve det live og i brug senere, under aftenens koncert.

Det er i mine øjne en absolut fin ide, at de to garvede guitarister tager afsted med lidt sponsorgear og deler ud af, hvad det nu engang kan og de viser også ganske fint, både på den lille ”clinic” om eftermiddagen og under koncerten, at det ikke bare er noget, de er sendt ud med og for at gøre, men at de rent faktisk også bruger det gear, de sidder og står med ved deres fødder.
De som kommer til ”clinic” og koncerten kan så sidde og følge med i, hvad der bliver brugt og trykket på, imens de bliver rocket godt og grundigt igennem til tonerne af enten Sørens eller Mikas sange og lyd fra 1960’erne til nu.

Koncerten som de turnerer med, er gennemført og en blanding af begges soloprojekter og det holder rigtig godt og de supplerer hinanden fint, når de leverer deres sange, som ligger i begge ender af rockens uendelige skalaer.
Der bliver fyret op for en solid omgang spade!

Fælles album

Man vil i løbet af 2013 kunne høre mere til, hvad Mika og Søren kan, når de udsender deres første fælles album.
For første gang har de sat sig ned og skrevet tekster og musik sammen og det bliver nok ret interessant, da Mika er stor fan af de dogmeregler, som Lars Von Trier opfandt til hans film og gerne bruger dem, når han er i studiet.

Det vil sige at alt kan blive optaget live i studiet og der ikke bliver pillet ved ret meget, men hvis man så ser på Sørens side af bordet, så kunne det godt blive en rigtig stor udfordring.
Det bliver i hvert fald spændende at høre, hvad de kommer frem til og hvor de ender.
Mika Vandborg og Søren Andersen er afsted på turne lige nu, så både deres ”clinic” og koncert kan stadig opleves et sted derude.

Har du fået lyst til at opleve Mika Vandborg og Søren Andersen på deres Guitar Event turné, så kan du finde mere info på guitarevent.dk.

Guitarevent

Guitarevent

Guitarevent

Billedrettigheder: Kim Søndergård

Her er det primært Søren Andersen i aktion på guitaren

Mika Vandborg guitarsolo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.