SPOT Festival – Lars skal høre masser af god musik

SPOT Festival 2014SPOT Festival version 2014 er lige på trapperne og jeg glæder mig som et lille barn til at høre en masse god musik og se en masse fantastiske kunstnere. Samtidig bliver der forhåbentlig også tid til snak med venner. Det er jo også en del af en god festival. At kunne dele oplevelsen.

Fra august 2013 til marts 2014 arbejdede jeg ved ROSA – Dansk Rock Samråd, som bl.a. arrangerer SPOT, så med lidt god vilje har jeg været med til at arrangere dette års festival. Jeg kan dog godt mærke, at der er sket rigtig meget, siden jeg stoppede på denne fantastiske arbejdsplads.

Programplanlægning – umuligt at nå det hele

Jeg satte mig ned og startede med at notere alle de kunstnere, jeg gerne ville opleve. Det viste sig meget hurtigt at jeg skulle kunne splitte mig selv i 5-6 personer for at kunne nå det, så jeg endte i en benhård prioritering med følgende fredagsprogram:

17.15: Nordklang Sessions, Godsbanen, Den rå hal – Denne koncert er en udløber af et projekt, som kørte på den schweiziske Nordklang Festival. En flok talentfulde sangskrivere blev samlet for at skrive sange i en uge i alperne. Har du lyst, kan du læse min artikel om Nordklang Festival her.

20.15: Dance With Dirt, SPOT Royal, Lille scene – Rå rock fra Karrierekanonvinderne anno 2012. Jeg har oplevet dem nogle gange og de plejer at give sig 120%.

21.00: Choir of Young Believers, Voxhall – Jeg har hørt dem her en hel del. Ikke mindst den fantastiske “Hollow talk”, som er temaet til DR’s tv-serie “Broen”. Har endnu ikke oplevet dem live, så det ligner en oplevelse.

22.15: PowerSolo, Radar – Første gang jeg lagde mærke til PowerSolo, var da de og L.O.C. spillede til P3 Guld for 10 år siden. Det var dén optræden, hvor L.O.C. sprang ud af en kiste og var så skæv at han ikke fattede en skid, da Peter Palshøj interviewede ham på scenen umiddelbart efter. PowerSolo har jeg så fulgt on/off siden dengang, men jeg har aldrig fanget dem live. Tror dog på en god oplevelse.

00.00: KIll J, Radar – Et nyt navn på den danske scene, men hold da op. Fede beats og især sangen “Bullet” er jeg glad for. Det bliver spændende.

Mit oprindelige lørdagsprogram er også blevet helt og aldeles skamferet. Det har mundet sig ud i følgende:

17.00: Nelson Can, Godsbanen, Den rå hal – Nelson Can er muligvis mit favoritband lige pt. Tre kvinder, som udmærket ved, hvordan man rocker igennem. Insisterende trommer, bas og en særdeles fængende vokal giver et anderledes udtryk og jeg satser på en voldfed koncert fra Maria, Selina og Signe. Tear the house down, ladies!

20.00: Naked, Musikhuset, Rytmisk sal – Naked er et koncertkoncept (sig lige det 5 gange hurtigt efter hinanden), som har kørt nogle år. I år er bl.a. Lucy Love og Pernille Rosendahl på scenen for at synge deres sange kun tilsat klaver. Jeg håber, jeg kan komme ind til denne koncert, men den plejer at være populær, så måske glipper det.

20.15: The Minds of 99, SCC – Skulle det glippe med Naked, så har jeg The Minds of 99 som Plan B. “Det er Knud som er død” har fået masser af airplay og jeg er lidt nysgerrig efter om der er mere at hente end blot denne sang.

21.00: Flygtningestemmer, SPOT Royal, Store scene – Det her projekt ved jeg ikke ret meget om. Jeg ved dog, at Julie Maria medvirker, og det er så rigeligt nok til, at jeg skal se det. Hun skal synge en helt ny sang, så det bliver rigtig interessant. Jeg er i hvert fald klar!

23.15: Turboweekend, SCC – Jeg har oplevet Turboweekend på både store og små scener, og det eneste man plejer at kunne regne med er, at det bliver en fest.

Jeg ville virkelig gerne have oplevet Go Go Berlin, men deres koncert falder sammen med Flygtningestemmer, så det må blive en anden god gang.

Reportage for Dette er ikke Program 3

Det er planen at lave hele SPOT Festival oplevelsen til en reportage her til siden, men om det kommer som en podcast special eller på skrift, har jeg ikke besluttet endnu. Derudover er der rygter om at Kim også deltager som fotograf, så forhåbentlig får vi nogle fine billeder fra denne festival.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.